Borings- og pumpeekspert specialist i sløjfning
Nystartede Ib Glibstrup ApS har specialiseret sig i kunsten at sløjfe boringer og brønde på bedste vis.
Ib Glibstrup opdagede, at der manglede viden og praktisk erfaring på området, og han har gennem mange år sat sig så grundigt ind i emnet, at han nu kan vejlede, rådgive og udføre sløjfninger på brønde og boringer.
Ib har mere end 40 års erfaring med boring indenfor geoteknik, vandforsyning, grundvandssænkning, miljø og råstoffer, samt med DTH.
Han vil i sit nye firma fokusere især på sløjfning af boringer og brønde samt service på boringer og pumper.
”Det er noget, jeg gerne har villet arbejde mere med. Jeg har bare ikke haft tiden til det”, fortæller han.
”Efterhånden er der mere og mere fokus på, at boringer skal sløjfes rigtigt, og der har jeg altså en viden, som er samlet gennem mange års arbejde med boringer og pumper”, siger han.
Ib Glibstrup ApS er stiftet pr. 1. august 2010, og Ib glæder sig til at tage fat på de mange spændende opgaver, der venter.